Den spanske festival har sat den canadiske mester på programmet
Når den spanske by Benicàssim til juli byder på fire dages musik til deres årlige festival, så bliver en af de absolut største trækplastre den canadiske mørkemand Leonard Cohen.
Den 73-årige sangskriver tager til maj ud på sin første turné i 15 år, og derfor må det betragtes som noget af et scoop for festivalen, at det er lykkedes dem at få Cohen til at slå et smut forbi Spanien.
Det forventes desuden, at Leonard Cohen vil udsende et nyt album senere i år, men titel og udgivelsesdato kendes endnu ikke.
Benicàssim-festivalen kan ved samme lejlighed offentliggøre, at også navne som Beirut, Justice, These New Puritans, Richard Hawley, Róisín Murphy og Eef Barzelay fra Clem Snide.
De blander sig med allerede offentliggjorte navne som My Bloody Valentine, Babyshambles og The National, hvilket betyder, at programmet til den spanske festival allerede ser yderst fornuftigt ud.
Benicàssim festivalen afvikles i dagene 17. - 20. juli, og billetsalget er i gang.