Nyhed

Foals kommer på Train og Loppen

De hypede englændere gæster Århus og København 8. og 9. april

Nyheden fra torsdag 15.30 opdateret med info om Århus-koncerten

Spillestedet Loppen har en lang tradition for at hyre bands på det helt rigtige tidspunkt, umiddelbart inden de får deres store gennembrud, og det ser ud, som om det er sket endnu engang.

I hvert fald har Loppen lavet en aftale med engelske Foals om en koncert til april, ganske kort tid efter at gruppen debuterer med pladen "Antidotes".


Også Train i Århus har været fremme i skoene og har meldt sig på banen og kan således præsentere gruppen allerede dagen inden Loppen-koncerten.

Gruppen har allerede fået massiv opbakning af NME og har medvirket i engelske programmer som Later With Jools Holland og Never Mind The Buzzcocks altsammen på basis af singlerne "Hummer", "Mathletics" og senest "Balloons".

Men nu er albummet endelig ved at være klart til udgivelse, hvilket kommer til at ske 24. marts.


Få uger efter er der altså mulighed for at se gruppen prøve at leve op til hypen live, når de spiller på Train 8. april og Loppen dagen efter, altså 9. april.

Billetsalget åbner i nærmeste fremtid på henholdsvis Billetnet (Train) og Billetlugen (Loppen).

ANNONCE