Nyhed

Marie Key Band udgiver ep på nettet

28-årig sangerinde med band udgiver fem numre med udgangspunkt i hverdagspoesien

Marie Key Band, der i 2006 udgav deres debut "Udtales ['Kæj]", hvor man blandt andet kunne stifte bekendtskab med "Kleptoman", er tilbage.

Nu er deres nye digitale ep, der formentlig er en forløber for et fuldlængde-album senere på året, tilgængelig for download, blandt andet på musik.tdconline.dk.

Der er fem numre på den digitale ep med titlerne "Togsangen", "Ikkeryger Ven", "Festsangen", "Blege Knæ" og "Brevet", og man kan også smuglytte lidt til et par af numrene på MySpace.


Det er den karakteristiske Key-stemme og dansksproget, melodisk pop, der kendetegner ep'en, der som vanligt slår folder over hverdagsbegivenheder, eller som et lyder i en pressemeddelelse:

"Ikkeryger-venner og forsinket togtrafik er begreber, som de fleste danskere er bekendt med. Begreberne kunne i al sin enkelthed være helt ligegyldige udpluk fra hverdagen. Eller også kunne det netop være begreber som disse, der er værd at hæfte sig ved.

For Marie Key Band har det altid været hverdagspoesien, der har været omdrejningspunktet i de sange, der gav bandet deres gennembrud i 2006."


I øjeblikket spiller Marie Key Band live, og du kan blandt andet se dem i Odense i aften:

18. april: Dexter, Odense
19. april: Pitstop, Kolding
26. april: Café Von Hatten, Randers
30. april: Sønderborghus, Sønderborg

2. maj: Skråen, Ålborg
3. maj: Kielgasten, Holstebro


ANNONCE