x

Rhythm'n'balls til Grøn Koncert

Rhythm'n'balls til Grøn Koncert

Danmarks hotte r&b-duo Phlake er klar til at gøre deres debut landet over på Grøn Koncert fra den 19.-29. juli.

Phlake debuterede i 2015 med singlen "Pregnant" og blev på kort tid populære landet over. Duoen har nu udgivet to albums, Slush Hours fra 2016 og Weird Imitations fra 2017, og et væld af singler. Phlake udgøres af to Albertslund-drenge – Mads Bo på vokal og Jonathan Elkær bag knapperne. De spiller især r&b, der med duoens egne ord står for, ikke rhythm'n'blues, men rhythm'n'balls. 

Om Phlakes Grøn-debut fortæller Indsamlingschef i Muskelsvindfonden Theis Petersen: 

"Grøn handler om den gode stemning og publikumsfavoritter, men også om nyere kunstnere, der kan sætte deres helt særlige præg på programmet – dem, der er fremtidens superstjerner. Det er Phlake i dén grad. Vi er meget stolte over at have Phlake med på plakaten og håber, at Grøn kan være med til at sætte yderligere skub i deres allerede fremadstormende position i det danske musiklandskab".

Tag svedbånd på

Om tilføjelsen til Grøn Koncert udtaler sanger Mads Bo:

"På Grøn Koncert kommer vi til at spille alle vores allerbedste sange. Det bliver bare en lykkerus, og det glæder jeg mig til at dele med alle dem, som kommer og hygger på Grøn. Man kan forvente sig en koncentreret Phlake-oplevelse, så tag svedbånd på og gå tidligt i baren, fordi det kan godt kræve lidt ekstra væske".

Jonathan Elkær uddyber: "Vi kan godt lide god musik i grønne omgivelser, vi kan godt lide grøn energi, vi kan godt lide at drikke de grønne, og vi kan godt lide bare at hænge ud og hygge os med vores venner, familier og kærester i gode omgivelser i den danske sommer. Og det kommer vi til at gøre sammen med alle de andre gode mennesker på Grøn 2018. Vi glæder os helt sindssygt!"

LÆS OGSÅ: Her er de fem mest indtjenende danske sange i udlandet i 2017

Programmet for Grøn 2018

Phlake er det tredje offentliggjorte musiknavn fra årets program, der også tæller Lukas Graham og D-A-D, som blev annonceret i marts.

Grøn Koncert turnéplan 2018: 

19. juli – Amager
20. juli – Kolding
21. juli – Aarhus
22. juli – Aalborg
26. juli – Esbjerg
27. juli – Odense
28. juli – Næstved
29. juli – Valby

Se videoen til "Gone" featuring Alina Baraz fra 2017:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA