x

Soul-fænomenet Leon Bridges gæster Danmark

Soul-fænomenet Leon Bridges gæster Danmark

Den 29. oktober giver amerikanske Leon Bridges koncert på Vega i København.

Der er længeventet nyt album på vej fra det populære talent, et udspil, som ankommer til maj i år under titlen Good Thing. Albummet bliver opfølgeren til debutalbummet Coming Home fra 2015, der specielt hittede med sangen “River” og imponerede anmeldere verden rundt. “River” fik også ekstra eksponering gennem hit-serien Big Little Lies på HBO med Reese Witherspoon og Nicole Kidman.

Siden da er singlerne “Bad Bad News” og “Bet Ain’t Worth the Hand” udkommet, som forsmag til den grammy-nominerede sanger og sangskrivers kommende projekt. De nye sange viser en ny side af kunstneren, der inkluderer referencer til 70’ernes jazz-funk og 90’ernes neo-soul.

LÆS OGSÅ: En erfaren soulsanger forklædt som debutant

Coming Home gav en nostalgisk, sjælfuld følelse og indre billeder af Sydstaterne i USA – en verden med klassisk musik strippet for alle de elektroniske elementer, vi har vænnet os til i moderne musik. Følelser, gæsterne kunne mærke, sidst Bridges gæstede Vega i 2015, en koncert der ligesom albummet selv høstede fem stjerner fra GAFFAs anmelder og fik følgende ord med på vejen:

"Vokalen fik virkelig lov til at udfolde sig og vidnede himmelråbende om, at Bridges er en særligt begavet sanger. Med sparsomme fraseringer og en svagt klimprende guitar lod han koncerten fortone sig ud i sensommernatten og langt ind i erindringen."

Læs hele koncertanmeldelsen her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA