Nyhed

Stjernespire til Danmark

Den 22-årige singer/songwriter Newton Faulkner til Vega den 6. april

Den blot 22-årige, engelske singer/songwriter Newton Faulkner nyder for tiden stor succes i hjemlandet, hvor han turnerer med sit debutalbum, "Hands Built By Robots", som endnu ikke er udkommet på det danske marked.

Den 6. april kommer den unge komet til Danmark, inden hans debutalbum, som blandt andet har ligget nummer tre på den engelske albumhitliste og nummer et på den digitale hitliste, kommer den 7. april.

Samme debutalbum gjorde, at Faulkner med de karakteristiske dreadlocks blev nomineret til en Brit Award som bedste mandlige soloartist.


Det hele er gået meget stærk for den unge og særdeles talentfulde singer/songwriter Newton Faulkner. Og så er det ikke engang MySpace, der kan tage æren. Drevet af ”word of mouth” og en pokkers masse vellykkede koncerter på de små klubber rundt omkring i Storbritannien tog den ene succeshistorie hurtigt den anden.

Newton har tidligere varmet op for både James Morrison, Paolo Nutini og John Mayer, og førstesinglen ”Dream Catch Me” kan netop nu høres på dansk radio.

I øjeblikket turnerer Newton Faulkner for fulde huse i England. I marts går turen til Australien, mens Københavner-jobbet den 6. april er den første af en række koncerter i europæiske storbyer.


Koncerten spilles i Lille Vega, og der kan muligvis blive alvorlig rift om billetterne - den udsolgte engelske turné taget i betragtning - som kan købes hos Billetnet.

Mere Newton Faulkner


ANNONCE