GAFFA.dk - Alt om musik
Som den første ikke-klassiske og ikke-jazz-artist nogensinde har Kendrick Lamar modtaget den fornemme pris for det skelsættende album DAMN., skriver Consequence of Sound.
The hype is real! Kung Fu Kenny bliver ved med at imponere, og nu har populariteten nået nye højder med en fornem amerikansk pris, der herhjemme nok er mest kendt for at hædre journalistikken. Imidlertid er det altså også muligt at vinde for musik, men ingen artist, der ikke arbejder med klassisk musik eller jazz har nogensinde modtaget en Pulitzer. Indtil nu!
Congratulations to @kendricklamar, @dangerookipawaa and @Interscope! #Pulitzer pic.twitter.com/fFQBYnoW9F
— The Pulitzer Prizes (@PulitzerPrizes) 16. april 2018
I dag er Lamars fjerde album DAMN. blevet tildelt prisen, og ifølge The Associated Press er det altså første gang, at en hitliste- og mainstream-artist som Kendrick hiver sejren hjem. Ifølge Consequence of Sound var juryens begundelse blandt andet, at albummet indfanger "kompleksiteten af et afrikansk-amerikansk liv."
LÆS OGSÅ: DAMN! Kendrick er stadig kongen på endnu et sprudlende mesterværk
DAMN. udkom i starten af 2017, og vores anmelder kunne slet ikke få armene ned. Der blev givet de ultimative seks stjerner, og Michael Gonzalez skrev blandt andet:
"Der er bidende politiske kommentarer (XXX.), hvor volden i USA's politik står i skudlinjen i mere end en forstand, vrangen vendt ud på indadvendte bekymringer af episke, ja endda bibelske proportioner (FEAR.) og stærkt personlige beretninger som den storslåede afslutter DUCKWORTH., hvor vi får historien om, hvordan Kendricks pladeselskabschef og faderfigur Anthony ”Top Dawg” Tiffith planlagde at skyde Kendricks rigtige far Ducky på KFC, tilbage før en 15-årig Kendrick blev signet til Top Dawg Entertainment.
Albummet syder og sprutter i et væld af forskellige retninger med minimalistisk tilsnit, men den røde tråd er, at man aldrig er i tvivl om, at man råt for usødet får serveret, hvad der optager Kendrick lige nu og her.
Jeg ville ønske, man med rette kunne kalde Kendrick for sin generations talerør, men det er nok desværre ønsketænkning, selvom hans popularitet giver håb om det modsatte. Om ikke andet er det befriende, at der stadig findes kunstnere af hans kaliber derude. Damn!"
DAMN. røg ind på en femteplads på GAFFAs liste over bedste udenlandske udgivelser i 2017! Se hele listen her.