x

Nyt udspil fra Kristine Blond

Nyt udspil fra Kristine Blond

Allerede som 19-årig underskrev Kristine Blond sin første pladekontrakt med et stort engelsk pladeselskab, og i februar 1998 befandt hun sig for første gang blandt de 20 højst placerede på den officielle engelske hitliste. Herefter blev hun taget under Cutfather & Joes vinger

Det sidste, man rigtigt har set til Kristine Blond, var til Det danske Melodi Grand Prix 2006, hvor hun sang nummeret "Make This Night Forever". Nu er Kristine Blond imidlertid klar med et nyt album, der slet og ret har fået titlen ”Kristine Blond”.

Efter en række personlige kampe med blandt andre spiseforstyrrelser, er sangskriveren nu klar til at prøve kræfter med musikken igen. Kristine Blond udtaler i en pressemeddelelse:

"Jeg indså, at det eneste, jeg ville og stadig vil, er at synge. Pludselig svarede jeg kun på spørgsmål om, hvorvidt mit efternavn er mit rigtige, hvilket stjernetegn jeg er, hvad min livret er, og hvordan min drømmemand ser ud, og jeg glemte fuldstændigt mit udgangspunkt, nemlig det bedste der er hændt mig, at lære mig selv at synge."

Sangene på Kristine Blonds nye album er produceret af Kent Olsen, der blandt andre også har produceret Marie Frank og Sara Grabow. Numrene kredser ifølge sangerinden alle om de emner, den modne kvinde har fået mod på at tage favntag med. De personlige kampe, det mere og mere nærværende voksenliv ubønhørligt kalder på, at man tør stille op til.

"Kristine Blond" udsendes 16. april.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA