Her er spilleplanen til Tinderbox

Her er spilleplanen til Tinderbox

Engelske Biffy Clyro åbner hovedscenerne torsdag, og Tiësto lukker festen lørdag nat

Tinderbox er nu klar med spilleplanen, der blandt andet viser, at første band på årets festival er en af dette års Band Battle-vindere, nemlig Efternøler.

De tre Tinderbox Band Battle-vindere – de lokale bands Efternøler, Timur og Markus Valentin – åbner hver dag den nye teltscene, hvorefter teltet overtages af festivalens nye koncept, Tinderbox Comedy.

På hovedscenerne er det Biffy Clyro, der åbner ballet på festivalens første dag, torsdag, hvor man desuden kan opleve navne som Bastille, Prophets of Rage, Iggy Pop og Depeche Mode, inden Morten lukker torsdagen – som sagt denne gang på hovedscenen og ikke Magic Box-scenen, hvor den populære dj tidligere har samlet så mange mennesker, at tilgangen måtte lukkes kortvarigt.

Scarlet Pleasure er første navn på hovedscenerne om fredagen, inden blandt andre French Montana, Wiz Khalifa, Alanis Morissette og Kygo tager over, og Dizzy Mizz Lizzy slutter med folkelig rock, ganske som de gør det på søsterfestivalen NorthSide tre uger tidligere.

På festivalens sidste dag sættes det hele i gang af Mads Langer, der får følgeskab af navne som C.V. Jørgensen, Editors, Nik & Jay og Jack White. Finalen leveres af Tiësto, der er sidste navn på hovedscenerne på Tinderbox 2018.

Sideløbende med musikken på de to hovedscener og teltscenen, hvor man ud over Tinderbox Band Battle-vinderne også kan opleve navne som Yungblud, Off Bloom, The Breeders og Jamie Lawson, er der fuldt program på dj-scenen Magicbox. Området vil endnu engang blive redesignet og sceneudsmykningen ændres, når navne som Kungs, Vini Vici og Steve Aoki og mange flere skal sætte gang i festen på Magicbox.

Den endelige spilleplan kan nu findes på Tinderbox.dk og i den offcielle Tinderbox-app.

Endagsbilletter til torsdag er udsolgt, men der er fortsat ledige endagsbilletter til både fredag og lørdag samt partoutbilletter.

Tinderbox 2018 afvikles i Tusindårsskoven i Odense i dagene 28.-30. juni.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA