x

Nick Caves højre hånd giver dansk koncert

Nick Caves højre hånd giver dansk koncert

Nick Caves tidligere højre hånd, Mick Harvey, giver sin eneste skandinaviske koncert i Aalborg.

Det vil være Mick Harveys eneste optræden i Skandinavien, når det australske musikikon besøger Studenterhuset i Aalborg om en uge, den 10. maj.

Først The Boys Next Door, dernæst The Birthday Party og sidst, men ikke mindst The Bad Seeds: Mick Harveys bidrag til musikken og hans parløb med Nick Cave har skrevet sig ind i historien. Den 59-årige musiker/singer-songwriter/multi-instrumentalist og plade-producer var en del af The Bad Seeds i årene 1983 til 2009.

LÆS OGSÅ: Mick Harvey: Derfor forlod jeg Bad Seeds

Mick Harvey har ved siden af arbejdet med Nick Cave i en årrække udgivet sine egne fortolkninger af det franske ikon Serge Gainsbourgs klassikere, hvoraf det fjerde og seneste album, Intoxicated Women udkom sidste år.

Albummet tager udgangspunkt i Gainsbourg i 1960'erne, hvor sangskrivningen omhandler legendariske franske sangerinder såsom France Galle, Juliette Greco og Brigitte Bardot.

Mick Harvey står bag ni solo-albums i perioden 1995-2017, heriblandt Intoxicated Man (1995), Pink Elephants (1997) samt Delirium Tremens (2016).

Derudover har Mick Harvey i de senere år både i studiet og live arbejdet tæt sammen med PJ Harvey, som han trods navneligheden ikke er i familie med.

Harvey medvirker i øvrigt i et langt interview i GAFFA-skribenten Espen Strunks netop udgivne bog Himlen over Brighton – Nick Cave på landevejen 2008-2018.

LÆS OGSÅ: GAFFA-skribent udgiver bog om Nick Cave

Se musikvideoen til "Deadly Tedium" fra Delirium Tremens her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA