x

Spot-aktuelle Ida Kudo klar med dyster ny video


Det er ikke en solskinshistorie, vi følger i den nye video til Ida Kudos "Wolf". 

Musikvideoen viser en mørk og dyster skov, der skal repræsentere ens indre mørke. Det handler om tiltrækkelsen af og frygten for den dyriske side af en selv, som til sidst i videoen smelter sammen til én.

"Wolf" blev udgivet tilbage i marts og har allerede fået stor opmærksomhed i England. Den er også blevet spillet på P3, og Kudos sang "Dancer" kan desuden høres i en reklame for Starbucks i USA.

Hun udgav i 2015 sin debut-ep Ida Kudo, men er nu rigtigt ved at kravle ud af undergrunden med sin musik. Senest har hun medvirket på Kongsteds "Get Away". 

LÆS OGSÅ: Teitur udgiver nyt album - med bidrag fra verdensstjerne 

Kudo bruger sin dansk-japanske baggrund til at skabe en magisk blanding af Østens mystik og det kølige nords præcision. Der bliver budt på tribal-inspirerede elektroniske beats i musikken, der er forholdsvis uhørt i det danske musiklandskab. 

Hendes næste ep skulle lande til september, men inden da spiller Ida Kudo på Katapult-scenen på Godsbanen fredag kl. 16:15 til Spot Festival i Aarhus. Hun kan desuden opleves til The Orchard Dayparty på Sway lørdag og til Talk & Music arrangeret af Musikparlamentet i Scandinavian Congress Center.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA