x

Hold fridag med Barselona i ny video


Spot Festival-aktuelle Barselona er klar med musikvideo til "Fridag" fra deres nyeste ep. 

Mennesket er et arbejdsomt væsen, der altid stræber efter nye udfordringer. Udfordringerne bliver blot hurtigt til pligter i form af skole, job, familie og trivsel. Men Barselona bryder fri fra pligten og tager udfordringen op om at holde fridag i ny video til singlen af samme navn. 

Den københavnske duo bestående af Rud Aslak og Rasmus Thodor har efterhånden fundet vej til en unik softice-pop, der ikke bare tilfredsstiller de danske radiokanaler, men går lige i hjertet på de unge teenageres blødende hjerter. "Fuglene, de pipper højere, end jeg husker de gjorde / de er nok ved at have fået nok," synges der, alt imens kroppens anatomi og kvælerslangens mystik udforskes i et univers af grumset æstetik, der er utallige insta-pics værdige. Kvinden eller pigen er stadig omdrejningspunktet i barselonernes univers, og man er heller ikke bleg for at anvende flere hentydninger til, hvad der nok må siges at høre til aktiviteter, der finder sig bedst tilpas i et lukket rum for to (kommer selvfølgelig an på temperamentet).  

Singlen stammer fra drengenes anden ep fra marts i år med titlen Sommerkys. Ep'en bærer præg af en mere melankolsk vibe end debuten Drengepop's luftige, om end velklingende charme. 

Læs også: Så lad der være charterferie (anmeldelse af Barselonas ep Sommerkys)

Barselona kan opleves denne weekend på årets Spot Festival, hvor de spiller fredag klokken 18 i Musikhusets Store Sal og lørdag klokken 16 på Spot Royal-scenen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA