x

Henry Rollins bringer sit Travel Slideshow til Danmark

Henry Rollins bringer sit Travel Slideshow til Danmark

Henry Rollins besøger igen Danmark, når han bringer sit Travel Slideshow med sig til DR Koncerthuset, Studie 2, fredag den 7. december.

Igennem mange år har sangeren, forfatteren og meget mere Henry Rollins haft sit kamera med sig til at dokumentere sine rejser verden over. Når Rollins gæster Koncerthuset, bliver det en aften, hvor han fortæller om de fascinerende historier bag fotografierne, han har taget, lige fra Bagdad til Timbuktu.

Rollins vil præsentere en speciel performance, som trækker på alle oplevelserne og sit store arkiv af fotografier. "I mange år har jeg dokumenteret mine rejser over hele verden med et kamera. Ikke altid let, men altid det værd. Mange af billederne har historier bag sig. Ind imellem samler jeg billederne, viser dem til et publikum og fortæller disse historier."

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Henry Rollins, Roskilde Festival, Odeon

Når han ikke rejser, foretrækker Rollins at køre en stram tidsplan fyldt op med jobs som skuespiller, forfatter, dj, voice-over artist og tv-show-vært for at nævne nogle af de roller, der holder ham travlt beskæftiget. Rollins har rejst verden som spoken word-artist og som sanger i både hardrockbandet Rollins Band og den indflydelsesrige californiske 80'er-punkgruppe Black Flag.

Henry er pt. vært på et ugentligt radioshow på Los Angeles-radiostationen KCRW og skriver ugentlige klummer for LA Weekly og Rolling Stone Australia.

Billetsalget starter fredag 18. maj kl. 10.00.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA