x

Nick Mason til Danmark – spiller tidlig Pink Floyd

Nick Mason til Danmark – spiller tidlig Pink Floyd

Nick Mason gæster Forum Black Box og spiller tidlig Pink Floyd den 3. september.

Trommeslageren og komponisten Nick Mason er en af grundlæggerne af Pink Floyd og eneste medlem, der har været med i den legendariske gruppe hele vejen fra starten. Nick Mason har spillet på alle gruppens albums og ved alle Pink Floyds koncerter. Han kommer til København og spiller tidlige numre fra Pink Floyds bagkatalog, inklusive numre fra pladerne The Piper At The Gates of Dawn (1967) og A Saucerful Of Secrets (1968), som var Pink Floyds to første.

Det bliver en unik mulighed for at opleve de tidlige Pink Floyd-numre live, og koncerterne har fået glimrende anmeldelser efter turnéstarten i England: "[...] if you have ever wondered what Pink Floyd sounded like when they first disrupted the British music scene, this was the place to be" (The Telegraph)

Meget få bands har været så indflydelsesrige som Pink Floyd, og de er et af de bedst sælgende bands i verden med mere end 250 millioner solgte albums. Nick Mason har ikke spillet hele koncerter live, siden Pink Floyd spillede deres sidste koncert i London i 2005.

Lyden til Saucerful of Secrets-koncerten tager publikum tilbage til den mere psykedeliske periode i Pink Floyds katalog af sange. Nick Mason's Saucerful Of Secrets består af: Nick Mason, Gary Kemp, Guy Pratt, Lee Harris og Dom Beken.

Billetsalget er startet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA