”Endnu En” udkommer mandag den 21. april
Synth-pop-duoen Nordstrøm er endnu engang klar med en gang nyromantisk og proklameret eskapistisk popmusik. ”Endnu En” er både navnet på duoens førstesingle og det kommende album.
I 2006 udsendte Nordstrøm albummet ”Dagdrømmer”, der havde synthesizeren som omdrejningspunkt. ”Dagdrømmer” fik følgende ord med på vejen af GAFFAs anmelder:
”Det lykkes på fornem vis Nordstrøm at lave personlig, krystalklar og kølig synth-pop med naivistiske tekster på dansk. Duoen har allerede belært P3's lyttere om "Berlin", der i maj var Ugens Uundgåelige, og på debutalbummet Dagdrømmer demonstrerer Nordstøm, at de har mange gode kort på hænderne.[…]
Nordstrøm jagter det ultimative synth-popøjeblik – og de har heldet med sig på en stor del af albummet.”
Titelnummeret fra den ny plade ”Endnu En” tager ifølge en pressemeddelelse fra bandet udgangspunkt i forestillingen om det perfekte liv, der udspiller sig i biografens dragende mørke, "der hvor fantasien ophæver virkelighedens mådeholdne beskaffenhed."
Det lydmæsige design på det kommende album skulle ifølge bandet være mere rummeligt og eklektisk end sin forgænger, selvom om synth’en og den gode pop-hookline stadig er det ønskede omdrejningspunkt.
Albummet ”Endnu En” udkommer mandag den 21. april og singlen af samme navn kan fra i dag høres på P3 som Ugens Uundgåelige.