Blandt andet vil man kunne opleve franske Camille til årets festuge
Århus Festuge lancerer i år et helt nyt musikalsk arrangement under navnet "2011" (udtales tyve elleve). Her vil Festugen præsentere en række spændende kunstnere, som har et stort potentiale til at blive fremtidens stjerner.
"Århus Festuge tilbyder med ”2011” en enestående chance for at opleve musik, som man ikke helt kender endnu, men som vi vurderer, har en høj kvalitet. Og så er titlen en lidt sjov måde at sige, at man i år 2011 vil ærgre sig gul og grøn over, at man ikke købte billet i 2008”, siger Århus Festuges direktør Jens Folmer Jepsen.
Et af de navne, som Festugen allerede nu kan præsentere som en del af ”2011”, er franske Camille. Den unge, talentfulde sangerinde inviterer sit publikum med ind i et drømmende musikalsk univers med sine skæve, nyskabende og iørefaldende sange.
Musikalsk er Camille et interessant bekendtskab, og hun spænder vidt: Lige fra lettilgængelige popsange til fortolkninger af Benjamin Brittens klassiske kompositioner med en stemme, der strækker sig fra luftig lillepige til klassisk opera. Hun synger også titelsangen til den Oscar-vindende animationsfilm ”Ratatouille”.
Camilles tredje album ”Music Hole”, der udkommer d. 7. april på EMI. Her dyrker hun blandt andet human beatboxing – en teknik, hvor man bruger stemmen og luftvejene til at skabe trommebeats og musikalske lyde. På albummet medvirker desuden den engelske crooner Jamie Cullum på klaver.
Camilles seneste album, "Le Fil", har fået stor succes hos franske fans og opnået dobbelt platin med over 400.000 solgte eksemplarer i Frankrig. Uden for Frankrig har "Le Fil" solgt over 100.000 eksemplarer.
Billetsalget til ”2011” skydes i gang til Århus Festuges store pressemøde den 11. juni, hvor stedet for koncerterne ligeledes afsløres.