Nyhed

Volbeat går i studiet

De danske metal-rock ’n’ rollere regner med at have tredje plade klar til september

Så er Volbeat klar til at gå i studiet for at indspille opfølgeren til deres yderst succesfulde andet album "Rock The Rebel / Metal The Devil" fra sidste år.

Forsanger og guitarist Michael Poulsen udtaler:

"Vi ser virkelig frem til at komme i studiet og arbejde med producer Jacob Hansen igen. Vi har 14 nye sange klar, hvoraf et er et covernummer af Social Distortion, hvilket vil være at finde på det strengt begrænsede danske førsteoplag.


Der vil være andre overraskelser på cd'en, som vi først kan afsløre senere. Mange af sangene er kædet sammen i en form for koncept, der også er knyttet til albumtitlen, men mere om det senere. Vi har arbejdet utroligt hårdt og fokuseret for at finde de helt rigtige 14 sange ud af omkring 28."

Frugten af Volbeats arbejde, bandets tredje album er sat til udgivelse via Target Distribution og Mascot Records i starten af september 2008. "Rock The Rebel / Metal The Devil" fra 2007 vil desuden blive udsendt i USA den 10. juni i år.

ANNONCE