Isam, Lenny og Waqas arbejder også på en ny plade
For tiden arbejder Outlandish på opfølgeren til ”Closer Than Veins”, der blev udgivet i England sidste år og i januar blev nomineret til en ”UK Asian Music Award”.
Dog har gruppen også fundet tid til bestræbelser på at gøre publikum andre steder i det store udland opmærksomme på sine kvaliteter. Outlandish har tidligere hittet både i Tyskland og Portugal, men nu er det noget større fisk, der skal i nettet.
I maj og juni spiller Outlandish seks koncerter i USA på en turné, der er arrangeret i samarbejde med den muslimske ungdomsorganisation Mas Youth. Bandet skal spille på steder, der har kapaciteter fra 1000 til 6000 tilskuere.
Det skal blive spændende at se, om Outlandish får hul igennem i USA, når de skal optræde i Los Angeles, Tampa, Detroit, Dallas, Chicago og New York.
Der er endnu ingen forlydender om titel eller udgivelses-dato for Outlandish' kommende album.