Nyhed

Humanzi giver koncerter

Den irske gruppe spiller både i Århus og København

Kvartetten Humanzi kommer egentlig fra Dublin, men har det seneste år opholdt sig i Berlin, hvor de har brugt tid i studiet Planet Roc i Østberlin for at indspille sange til deres kommende album.

Gruppen debuterede i 2006 med albummet "Tremors", der dog først blev udsendt i Danmark i januar i år, hvor det dog modtog ganske fine anmeldelser.

Pladen blev her på GAFFA.dk beskrevet som "en heftig og hårdkogt svimlende omgang rock and roll med lige dele afstikkere til bands som Primal Scream og The Stooges", og den sikrede da også gruppen prisen som Best New Act i 2006 til de årlige Meteor Awards (det irske svar på DMA).


Debutalbummet blev produceret af Chris Vrenna, der i otte år spillede trommer i Nine Inch Nails, og også på det kommende album er Humanzi i fint selskab.

Denne gang er det Rob Kirwin (New Order, Soulwax) og Richard Rainey (U2), der hjælper med indspilningerne til pladen, der endnu ikke har en udgivelsesdato.

Humanzi spiller to danske koncerter, hvor den første er på Musikcaféen i Århus 27. marts og på Fingerbøllet i København 29. marts.


ANNONCE