Nyhed

Saint Kodiak – tidligere kendt som Gunnar – udgiver ny single fra kommende album

GAFFA.dk – alt om musik

Singer-songwriteren Saint Kodiak har netop smidt den nye single "Fade to White" på gaden, et nummer som vil være en del af det nye og kommende album Fumes

For 15 år siden vandt den dansk-færøske Gunnar Holm-Luntermann (dengang Gunnar Mikkelsen) DRs talentprogram "Stjerne for en aften". Derefter udgav han et album, som blandt andet fik 1 stjerne i GAFFA og ikke blev den store salgssucces.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Gunnars debutalbum

Kort efter lagde Gunnar musikken og guitaren på hylden, men er nu langt om længe klar til at udgive nyt musik under navnet Saint Kodiak. Gunnar følte, at musikken manglede i hans liv og begyndte derfor at skrive og spille igen. 

Det kommende album, som udkommer den 15. november, er produceret i samarbejde med Mads Brinch, som blandt andet også producerer for Bisse og Mellemblond. 

LÆS OGSÅ: Gunnar genopstår som Saint Kodiak

Saint Kodiak fortæller følgende om det nye samarbejde med Mads Brinch og albummets lyd:  

"Jeg er pop/rock singer-songwriter ind til benet, og jeg prøver konstant at forny mig, men Mads udfordrede mig til også at give plads til old-school soul. Det havde jeg og musikken brug for. Lyden er nu blevet varmere og mere organisk og swinger mere. I studiet indspillede vi på den gammeldags måde, hvor alle bidrager på én gang, og mikrofonerne bare opfanger, hvad der sker. Det lyder banalt, men for at få det rigtige udtryk skal man nogle gange træde langt væk fra computeren."

Den nye single er inspireret af Gunnars eget liv, som omhandler håb og indre styrke. Gunnar fortæller videre, at det nye nummer "Fade to White" gav ham musikken tilbage.

Sidste år turnerede Saint Kodiak rundt som support for The Eclectic Moniker.

Lyt til den nye single "Fade to White" herunder.


ANNONCE