Nyhed

Natural Born Hippies hylder Mandela på hans 100 års dag

GAFFA.dk – Alt om musik

Natural Born Hippies fra Randers håber på internationalt comeback med ny hyldestsang til afdøde Nelson Mandela.

Natural Born Hippies' nye sang hylder Nelson Mandela i dag onsdag den 18. juli, hvor han kunne være fyldt 100 år, som en del af hans fejring verden over. Popbandet har skrevet den officielle hyldestsang til den sydafrikanske politiker i håb om at opnå et comeback samt give et tilskud til Mandelaprojekter.

Nelson Mandela døde i 2013, 95 år gammel, men hyldes stadig verden over for sin kamp for de sortes rettigheder i Sydafrika. Han sad i 27 år i fængsel for sin kamp mod apartheidstyret og blev kort efter løsladelsen valgt til præsident. Mandela stod inde for forsoning, kærlighed og alles ret til frihed, hvilket giver genklang i Natural Born Hippies' tekst til sangen "Under the Sun".


"Hvis du lytter til teksten, så kommer de fleste ord fra min morfars taler igennem årene," forklarer Mandelas barnebarn Zazive Mandela til TV2 Østjylland, og hun bekræfter, at familien har sagt god for sangen: "Vi er så vilde med den sang, at vi har besluttet, at den skal være vores officielle sang."

LÆS OGSÅ: Indiie-rock-bandet Metric gæster Danmark

Forsangeren Dan Hougesens bror, Michael, har skabt forbindelsen mellem bandet og Mandelas familie. Michael Hougesen har i mange år arbejdet frivilligt for Mandelafamiliens organisation "Long Walk to Freedom".


Natural Born Hippies havde i 1999 et hit med sangen "Lola", kom ind på top ti-lister i flere lande og spillede koncerter rundt i Europa. De nåede at udgive fire albums. Bandt vil spille efter mange år lørdag den 4. august på Vestpark Festival i Langå. Bandet blev dannet i 1997 af Dan Hougesen (vokal), Bo Christensen (bas), Tom Lindby (trommer) samt Sune Thorbjørnsen (guitar).

I dagens anledning kan du også nyde Simple Minds' klassiker "Mandela Day", første gang opført i forbindelse med Mandelas 70 års fødselsdag i 1988, to år før han blev løsladt:

ANNONCE