Nyhed

Nu er der nyt om Spice Girls-reunion

GAFFA.dk – alt om musik

I den seneste tid har der svirret utallige rygter om en mulighed genforening med Spice Girls. Nu har Mel B igen udtalt sig om sagen i et nyt interview med Loose Women.

Med stor sandsynlighed vil man snart få et glædeligt gensyn med Scary Spice, Posh Spice, Sporty Spice, Baby Spice og Ginger Spice, hvis man skal tro førstnævnte Scary Spice. Den 43-årige Mel B siger i et nyt interview med det britiske talkshow "Loose Women", at hun helt sikkert vil genforenes med de resterende piger, for at markere 90'er-gruppens 20 års-jubilæum.

"Vi genforenes. Helt sikkert. Faktisk skal jeg mødes med Geri lidt senere i dag. Vi er søstre, og hvad vi gik igennem, var en fantastisk og strålende rejse, så vi er helt sikkert sammen igen," udtaler Mel B.


Journalisten spørger ind til om det er alle fem af pigerne, som skal genforenes, hvilket Mel B siger højt og klart ja til, men følger op med: "Der er en, der er lidt vanskelig... men hun bliver fanget," afslutter Mel B med et grin.

LÆS OGSÅ: Spice Girls samlet igen

Hvem den vanskelige Spice Girl er, er ikke til at fastlægge med 100 procents sikkerhed. Victoria Beckham har dog ved flere lejligheder afvist, at Spice Girl skulle genforenes. I et interview med Grazia i april udtalte hun: "Der er ingen tour, ikke mere musik fra Spice Girls."


Tilbage i februar blev alle fem medlemmer genforenet til et møde med deres gamle manager Simon Fuller. De udsendte ved den lejlighed en pressemeddelelse, hvor de blandt andet skrev: "Tiden nu føles rigtig til at udforske nogle utrolige muligheder sammen." 

Spice Girls brød massivt igennem i 1996 med debutsinglen "Wannabe" og nåede at udgive tre album og sælge 85 millioner plader, inden de gik i opløsning i 2000. De blev gendannet til en single og en kortvarig turné i 2007-2008 og blev atter samlet for en enkelt optræden til afslutningen af OL i London i 2012.

ANNONCE