Nyhed

Jason Mraz giver dansk koncert

GAFFA.dk - alt om musik

Det er netop blevet offentliggjort, at den amerikanske singer-songwriter inkluderer Danmark på sin kommende vinter Europa-tour. 

Tilbage i juni kunne den flittige Grammy-vinder Jason Mraz annoncere sit længe ventede album Know., der er på gaden fredag den 10. august. Med sig bringer det en kommende Europa-turné, som Mraz starter i Wien, Østrig den 26. februar. 

Mraz, der havde sin albumdebut i 2002 med Waiting For My Rocket To Come, kigger således forbi Danmark, når han torsdag den 28. februar 2019 besøger KB Hallen, der ventes at genåbne i slutningen af året, efter at den brændte ned i 2011. 


Sidste gang Jason Mraz gæstede Danmark var tilbage i januar 2017, hvor GAFFAs anmleder tildelte den filantropiske musiker fem ud af seks stjerner og skrev blandt andet: "Den humoristiske stemning, de små anekdoter og Mraz’ afslappede stil med den velkendte hat og jeans gjorde koncerten uhøjtidelig og intim. Man glemte hurtigt, at der sad 1799 andre i salen". 

Det kommende album Know. er efterfølger til lp'en YES! fra 2014 og har indtil videre indeholdt singlen "Have It All", hvis musikvideo i skrivende stund har 7 millioner visninger, samt den mere nytilkomne single "Unlonely". 

Billetsalget til koncerten i KB Hallen starter fredag den 10. august kl. 10.00. 


Se videon for "Have It All" her:

 


 

ANNONCE