Nyhed

Nelly klar med nyt

Rapperen udsender "Brass Knuckles" til juni

Nelly følger senere i år op på pladerne "Sweat" og "Suit" fra 2004 med "Brass Knuckles", der udsendes til juni.

Første single fra det kommende album hedder "Party People" og er en duet med Fergie, der allerede spilles på de amerikanske radiostationer, selvom den først bliver officielt udsendt midt i maj.

Black Eyed Peas-sangerinden er dog langt fra det eneste navn, der dukker op på Nellys næste plade. Han får desuden hjælp af folk som Akon, Ashanti, Babyface, Chuck D, Ciara, Fergie, LL Cool J, Lil Wayne, Snoop Dogg og T.I., og for at det ikke skal være løgn, så har producer Jermaine Dupri luftet idéen om, at også sange med Janet Jackson og Bruce Springsteen er på tegnebrættet.


Om det er de mange kollaborationer eller andet, der har forsinket produktionen, meldes der ikke noget om. Men det forventes, at "Brass Knuckles" vil blive udsendt 24. juni.

ANNONCE