Nyhed

Portishead-album lækket

Adrian Utley er ikke tilfreds med, at Portisheads længe ventede tredje album florerer på internettet

Portisheads 1997-opfølger og kun tredje studiealbum, "Third", udkommer den 28. april, men allerede nu kan albummet downloades på ulovlige internetsider.

"Third" er på den ene eller anden måde sluppet ud, og det er guitaristen Adrian Utley slet ikke glad for, fortæller han i et interview til MTV:

"Vi er "pissed about it", men jeg tror ikke, man kan gøre noget ved det. Du kan kun håbe på, at det ikke ødelægger noget for dig. I denne verden er der downloadere og der er folk, der køber pladen. Jeg tror ikke, man kan overbevise downloadere om, at de skal købe pladen".


Adrian Utley understregede ved samme lejlighed, at salgstallene havde stor betydning for, om Portishead ville producere mere materiale i fremtiden. Det skriver gigwise.com.

"Hvis vi ikke kan sælge plader, så kan vi ikke lave flere album. Vi er ikke rige folk."

Ifølge MTV har Adrian Utley lovet, at der kommer et fjerde album, og at ventetiden denne gang ikke bliver ti år.


ANNONCE