Nyhed

Kasper Eistrup designer plakat

Plakaten til dette års Copenhagen Jazz Festival er lavet af Kashmir-frontmanden

Kasper Eistrup er naturligvis bedst kendt som frontmand i Kashmir, men han har også længe gjort sig som maler og illustrator, og i september 2006 holdt han sin første soloudstilling med malerier, tegninger og tryk på galleri Falkener Project i København.

Eistrup skulle både være i gang med en ny udstilling og et nyt Kashmir-album, men indtil de ting er klar, kan vi i første omgang nyde den plakat, han har designet til dette års Copenhagen Jazz Festival.

I stedet for at portrættere en kendt musiker eller bruge symboler, der ofte forbindes med jazz, har Eistrup i stedet valgt at male et ansigt, der kunne tilhøre en festivalvænger.


Motivet har fået den sigende titel "Who is this guy?", og om plakaten siger kunstneren:

"Jeg har valgt at vende fokus væk fra den udøvende musiker samt de instrumenter, han/hun måtte forgribe sig på, for i stedet at portrættere én af de passionerede musikelskere, som stiller sig i modstrømmen af lydbølger. Jeg havde lyst til at skabe et billede som emmede af musik uden direkte at gøre brug af velkendte symboler, som indikerer det. Det viste sig at være en sværere opgave end som så, da en saxofon eller en kendt jazz-figur havde givet et uomtvisteligt og klart signal, men min målsætning var at gøre det uden. Om det så er lykkes, må jeg jo overlade til beskueren".

Årets festivalplakat måler 70x70 kan købes via Copenhagen Jazz Festivals webside jazzfestival.dk. Der vil også blive mulighed for at købe plakaten i en særlig stor og eksklusiv jubilæumsudgave håndsigneret af kunstneren og i formatet 118x118.


Festivalen er desuden gået i gang med at offentliggøre navne til årets program, der lige nu blandt andet indeholder navne som Cassandra Wilson, Angélique Kidjo, Wayne Shorter og Caroline Henderson.

Copenhagen Jazz Festival afvikles i dagene 4.-13. juli rundt om i København.

ANNONCE