Nyhed

Marilyn Manson kollapser på scenen

GAFFA.dk – alt om musik

Lørdag aften kollapsede Marilyn Manson på scenen, skriver NME. Nu har Manson udtalt sig om hændelsen på Twitter. 

Under weekendens koncert i Houston kollapsede den 49-årige amerikanske sanger på scenen under sin optræden. Det var under hittet og cover-versionen af "Sweet Dreams Are Made Of This", at Manson faldt sammen. Han kom dog hurtigt til sig selv igen, men måtte hvile sig op ad højtalerne. 

Få øjeblikke inden hændelsen fortalte han til publikum, at han led af såkaldt "varme-forgiftning" på grund af de høje temperaturer, som i øjeblikket hærger Houston, Texas. Efter hændelsen kom Manson tilbage til scenen for at give endnu et nummer inden han til sidst så sig nødsaget til at aflyse resten af koncerten.

Manson bekræfter nu på Twitter, at han søgte lægehjælp efter koncerten. Han skriver således: "Tak Houston, for at være forstående. Jeg endte med at søge lægehjælp, jeg gav det bedste, jeg havde og I var fantastiske".

LÆS OGSÅ: Mageløs Manson: Rockens antikrist har genfundet storformen

Da Manson gæstede Danmark i juni stod solen også højt på himlen, og temperaturene var i den høje ende af skalaen. Det var dog ikke noget, som stoppede Manson fra at give et pragteksemplar af en koncert i Scandinavian Congress Center. Koncerten i Aarhus høstede fem flotte stjerner fra GAFFAs anmelder og storrosende ord: "Det står fra starten klart, at Manson trods varmen ikke har tænkt sig at slække på energiniveauet under aftenens koncert, der er den bedste, denne anmelder har oplevet med manden siden Roskilde ’99". 

Se herunder Twitter-opslaget fra Marilyn Manson og en video fra koncerten, hvor Manson kollapser hen mod slutningen. 






 

ANNONCE