Beskyldes for ansvar for trafikulykke
Evigt kontroversielle Marilyn Manson er for Gud ved hvilken gang blevet stævnet. Denne gang er sagsøgeren moderen til en ung kvinde, som omkom i en bilulykke i april sidste år efter at have været til fest hos Manson.
Moderen, Maria St. John, siger i søgsmålet, at hendes datter, Jennifer Syme - som i øvrigt var kæreste med skuespilleren Kenau Reeves - fik store mængder kokain hos Manson, og at det var derfor, hun morgenen efter mistede herredømmet over sin bil, hvorved hun ramte flere biler og blev dræbt. Syme var egentlig blevet kørt hjem af en ven, men af uvisse årsager forsøgte hun at køre tilbage til festen.
Moderen siger videre, at Syme var kendt for ikke at bruge narkotika, men at Manson vidste, hun led af depressioner efter en ufrivillig abort og derfor benyttede sig af hendes mentale uligevægt til at få hende til at tage stoffer.
Maria St. John sagsøger Manson for et ikke nærmere specificeret beløb for smerte og tabt arbejdsfortjeneste. Marilyn Manson har udtalt, at han er rystet over Jennifer Symes død, men at han i øvrigt troede, hun var blevet kørt hjem i god ro og orden.