Nyhed

VIDEO: Solid storytelling fra Pede B

GAFFA.dk - alt om musik

Rapperen Pede B udgiver i dag "Kenmo" - en ny single med musikvideo fra det kommende album Over Askeskyen 3, som lander den 7. september. Se videoen her.

I musikvideoen til Pede Bs nye single, "Kenmo", følger vi de to fiktive karakterer, Kenneth og Mohammed, og deres forsøg på at bryde igennem i musikbranchen. Sangen er en historie om det at stige op i graderne og få succes – men også om at huske på, hvorfor man laver musik. Det er alt sammen fortalt med Pede Bs solide rap-flow og karakteristiske storytelling.

LÆS OGSÅ: Albumaktuelle Pede B: - Alt, der ikke er i udvikling, er igang med at dø


Rapperen blev især kendt for sine overlegne freestyle-evner under MC's Fight – som han vandt tre gange – og hans utrættelige produktivitet og kreativitet har siden udmøntet sig i otte studiealbum. Singlen "Kenmo" er det tredje udspil fra Pede Bs kommende album Over Askeskyen 3, som derved afslutter Over Askeskyen-trilogien.

På albummet går Pede B tilbage til rødderne, og slår atter engang pjalterne sammen med veteran og producermakker, DJ Noize. Pede Bs sidste album Sparring udkom sidste år, og høstede fire flotte stjerner af GAFFAs anmelder med følgende ord:

"Sparring kredser med sin boksemetafor relevant nok om at holde sig skarp og udveksle linjer og kreativitet med de mennesker, der giver energi tilbage. En klog indgangsvinkel fra en prøvet og solid rapper".


LÆS OGSÅ: Bundærlig, Hårdtarbejdende, Bundsolid

Til efteråret drager Pede B på en Danmarksturné, hvor du kan opleve ham på følgende datoer:

13.09. Slagelse, Badestuen
14.09. Roskilde, Paramount
15.09. København, Vega
20.09. Aalborg, Studenterhuset
21.09. Randers, Von Hatten, Randers
22.09. Odense, Kansas City
28.09. Esbjerg, Konfus
29.09. Sønderborg, Sønderborghus
5.10. Lyngby, Templet
6.10. Aarhus, Radar


ANNONCE