Scott Weilands exit fra Velvet Revolver går ikke stille for sig
Velvet Revolver-krisen kradser og er nu blevet til decideret mudderkastning. I slutningen af marts erklærede frontmand Scott Weiland bandet dødt.
Men Velvet Revolver blev ikke opløst, i stedet fik forsanger Scott Weiland sparket af de øvrige medlemmer Slash, Duff McKagan, Matt Sorum og Dave Kushner i onsdags. Meldingen lød:
"Dette band handler om vores fans og musikken, og Scott Weiland er ikke 100 procent engageret i nogen af delene. Eksempelvis har hans tiltagende uberegnelige opførsel på scenen samt hans personlige problemer tvunget os til at bevæge os videre".
Det fik Scott Weiland til at give svar på anklage, da han nævnte, det var mærkeligt at blive fyret fra en band, som han allerede havde erklæret dødt. Ved samme lejlighed bemærkede Weiland, at det var ham, der havde givet Velvet Revolver sit navn, og kaldte Slash for "Guitar Hero".
I dag kom svaret fra den legendariske Gun's'Roses-guitarist, Slash, der ifølge gigwise.com har sagt: "Alle er lettede over, at Scott Weiland har forladt bandet."
Velvet Revolver leder efter en afløser for Scott Weiland og har allerede et par oplagte emner - men der er altså ikke offentliggjort en afløser endnu.