Nyhed

New Kids On The Block indspiller album

Den gendannede gruppe er i gang med at indspille et nyt album, der udkommer senere på året

Verden har ikke været den samme, siden New Kids On The Block i sidste uge bekendtgjorde, at de havde fundet sammen igen.

Fanhysteriet er vendt tilbage til samme niveau, som da gruppen havde deres storhedstid i 80'erne, og de sidste 14 års pause ser ikke ud til at have kunnet dræbe den interesse, deres fans har i gruppen.

Gruppen måtte desværre aflyse deres første optræden i New York i fredags, men det lagde ifølge VH1 ikke en dæmper på entusiasmen blandt de fremmødte Blockheads.


Medlemmerne af New Kids On The Block, der nu aldersmæssigt ligger mellem 35 og 40 år, lovede dog at vende tilbage til New York 16. maj, hvor de vil optræde live på showet Today.

De kunne desuden afsløre, at de planlægger en efterårsturné, og at de lige nu er i gang med at indspille deres første album i 14 år, der eftersigende får titlen "Back On The Block".

Materialet skulle primært være skrevet af Donnie Wahlberg, der dog har fået hjælp af Joey McIntyre and Jordan Knight samt et hav af producere.


Der er ikke nogen melding om, hvorvidt den gendannede gruppe tager turnéen til Europa, men vi følger naturligvis historien her på GAFFA.dk.

ANNONCE