x

The Gaslight Anthem adresserer seksuelle overfald under deres koncerter

The Gaslight Anthem adresserer seksuelle overfald under deres koncerter

The Gaslight Anthem, der de seneste par måneder har turneret i USA og Europa, kommer nu de kvindelige fans til undsætning, som efter sigende er blevet udsat for sexchikane under deres koncerter. 

Det har de seneste par måneder været en blandet fornøjelse at tage til en Gaslight Anthem-koncert som kvindelig fan. Der er den seneste tid blevet anmeldt adskillige rapporter om seksuelle overfald og sexchikane, der efter sigende skulle have fundet sted blandt publikum under gruppens 59 Sound Anniversary Tour, skriver NME.  

Nu tager det berørte rockband bladet fra munden og forsvarer deres fans i en lang række tweets, hvor et udsnit kan læses nederst i artiklen.

"Helt fra begyndelsen af dette band har vi bestræbt os på at skabe et positivt og sikkert miljø for vores fans", skriver bandet på Twitter. I samme åndedræt meddeler de, at de har kontaktet både myndighederne og spillestederne for at nå til bunds i sagen. "Denne form for afskyelig opførsel kan og vil ikke blive tolereret til vores koncerter". 

LÆS OGSÅ: Rolling Stone-grundlæggerens kommentarer om #MeToo vækker opsigt

The Gaslight Anthem, der albumdebuterede i 2007 med Sink or Swim, tilskyndede endvidere ofrene til at kontakte organisation Safe Gigs for Women – en organisation, der arbejder for at gøre koncerter og festivaler til et sikre sted for kvinder at færdes.

Da rockbandet fra New Jersey gæstede Tinderbox tilbage i 2015 blev der heldigvis ikke anmeldt nogle lignende sager. Til gengæld skrev GAFFAs anmelder, hvordan bandets frontfigur Brian Fallon "i stil med idolet Springsteen flere gange viser sig som en sympatisk mand af folket med gedigen publikumskontakt". 

Fallon udgav i februar sit andet soloalbum Sleepwalkers, som GAFFA belønnede med tre stjerner. 

 

Se et udsnit af bandets opslag herunder:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA