x

Hugo Helmig annoncerer dansk tour

Hugo Helmig annoncerer dansk tour

Efter et succesfuldt 2018 med intet mindre end omkring 70 koncerter i ind- og udland er Hugo Helmig nu klar med dansk turné i starten af næste år.

Det står ikke stille for Hugo Helmig, der, efter en tætpakket festivalsæson, atter står klar til at indtage de danske scener til foråret med en turné, der slår vejen forbi hele 13 danske byer. Efter at have gæstet scener på blandt andet Spot Festival, Smukfest, Jelling Festival, Nibe Festival samt flere tyske festivaler må den unge aarhusianer siges at være i topform.

Det er dog ikke kun fra scenen, at popspiren mærker publikums anerkendelse. Hans seneste single "Wild" har på blot knap to måneder ramt over 5 millioner afspilninger på diverse streamingtjenester og har, ligesom debutsinglen "Please Don't Lie", ligget nummer 1 på den danske airplay chart fire uger i træk. Derudover vandt han i år Politikens iByen Pris, ligesom han hev titlerne Årets Nye Danske Navn og Årets Danske Hit hjem til GAFFA-Prisen i februar.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Hugo Helmig takler succesen med ydmyghed

Det er ikke kun herhjemme, Hugo Helmig mærker medvind – også i Tyskland fik "Please Don't Lie" placeret sig sikkert på hitlisterne og endte som nummer tre på den officielle tyske airplay chart. Nu ser successen ligeledes ud til at have nået nyudklækkede "Wild", der i skrivende stund er en my fra at ramme Top 20 i Tyskland.

Den unge sanger og sangskriver er dog også noget overvældet og udtaler om sit gennembrudsår:

”Det har været et fantastisk år. Jeg har ligesom fået taget min mødom flere gange. Første festival, første tv-show, første pris, første tyske koncert. Der har været fart på, men jeg føler også, at både jeg selv og bandet er vokset helt vildt. Nu glæder jeg mig bare til, at vi skal afsted igen og besøge de danske byer og spille en masse nye sange.”

LÆS OGSÅ: Hugo Helmig fik taget sin festivalmødom med manér

Datoer samt placeringer for forårsturnéen:

07.03: Herning, Fermaten
08.03: Aalborg, Skråen
09.03: Vejle Musikteater
14.03: Roskilde, Gimle
15.03: Hørsholm, Trommen
16.03: Greve, Portalen
21.03: Sønderborg, Sønderborghus
22.03: Fredericia, Tøjhuset
23.03: Aarhus, Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal
28.03: Kolding, Godset
29.03: Horsens, Horsens Ny Teater
30.03: Odense, Magasinet
31.03: København, DR Koncerthuset, Koncertsalen


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA