Nyhed

Biskop undskylder Ariana Grande-gramseri under Aretha Franklins begravelse

GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste

Fredag blev souldronningen Aretha Franklin begravet i sin hjemby Detroit ved et arrangement, der strakte sig over ni timer og blev live-streamet. Værten var biskop Charles H. Ellis III, og han har nu undskyldt, at han kom lidt for tæt på Ariana Grande, efter hun havde sunget Franklin-klassikeren "(You Make Me Feel Like a) Natural Woman". Herefter gav Ellis hende et knus og tog hende om livet, og flere seere, blandt andre komikeren og The Daily Show-værten Trevor Noah, mente, hans fingre i den forbindelse bevægede sig lidt for tæt på Grandes bryst. Nu har han sagt undskyld.


"Det ville aldrig være min hensigt at røre nogen kvindes bryst. Måske krydsede jeg grænsen, måske var jeg for venlig og familiær. Men igen, jeg undskylder," siger Ellis til Associated Press og fortsætter: "Jeg giver knus til alle de kvindelige og de mandlige kunstnere. Det gjorde jeg med alle, der optrådte, og jeg trykkede deres hænder. De handler om alt det, vi gør i kirken. Det handler alt sammen om kærlighed. Det sidste, jeg vil gøre i dag er at tage opmærksomheden. Det handler alt sammen om Aretha Franklin."

Umiddelbart efter Ariana Grandes optræden fortalte Ellis desuden en joke, som ikke faldt i god jord hos alle: "Da jeg så Ariana Grande i programmet, troede jeg, det var en ny menu hos Taco Bell", sagde han, og også den vits har han undskyldt og tilføjet: "Når du er vært for noget, der varer ni timer, prøver du at indsætte nogle jokes her og der."

Blandt de øvrige optrædende ved begravelsen var Stevie Wonder, Chaka Khan og Jennifer Hudson, og der var ifølge Rolling Stone mindetaler ved blandt andre Bill Clinton, soulsangeren Smokey Robinson og pladeselskabsdirektøren Clive Davis.


Aretha Franklin døde af kræft den 16. august (i øvrigt samme dag, som Elvis Presley døde i 1977), og hun blev 76 år gammel.

LÆS OGSÅ: Nekrolog: Sidste tæppefald for dronningen af soul

Se nedenfor The Guardians indslag om episoden:

 


 


ANNONCE