x

Barometervært skal udvikle Nano Vega

Barometervært skal udvikle Nano Vega

Spillestedet Vega udvider i disse dage i begge retninger. Der arbejdes både på et spillested med navnet Mega Vega, der skal trække de store navne, samt en scene for det sprudlende vækstlag, der får navnet Nano Vega.

Det sidstnævnte spillested forventes at stå klar til koncerter til oktober, og nu kan Vega meddele, at det bliver Mikael Pass fra Danmarks Radio, der skal være stå for at udvælge bands og forme koncepter til det nye sted.

Mikael Pass har de seneste fire år været vært og redaktør på Det Elektriske Barometer på P3, og han tiltræder sin nye stilling 1. maj.

Som producent for Nano Vega får Mikael Pass ansvar for at udvikle Vegas platform for upcoming-scenen og ansvaret for programlægning af koncerter i Vegas digitale venue Nano Vega.

Om sit nye job siger Mikael Pass:

"Den danske upcomingscene sprudler med kompetente bands og kunstnere, der har forstået at anvende de nye strukturer i musikbranchen. De tager selv ansvar for deres karriere og kunstneriske udvikling, udgiver deres egne plader og bruger nettet til at nå deres publikum. Disse bands har brug for kompetente legekammerater, der udfordrer og udvikler deres talent i professionelle og kreative rammer – og det er lige præcis det, der er missionen for Nano Vega og min motivation for at engagere mig i det spændende nye initiativ".

Nano VEGA forventer at åbne dørene op for de første bands og publikum i oktober 2008.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA