x

Den fynske studiestartsfest Generator står nu klar med det færdige program

Den fynske studiestartsfest Generator står nu klar med det færdige program

Generator, som løber af stablen den 6.-9. september i Odense, har nu offentliggjort sit fulde program. Dette indeholder blandt andre hovednavnet MORTEN, Benal, Pattesutter, Aviaja, Emil Lange, Nick Kaniak, Ena Cosovic, Julius Sylvest, byens egen Amin Safari samt mange flere. Du kan finde deres fulde lineup lige her

Den tre dage lange festival står med formålet at få skudt studiestarten i fuld gang med et brag af en studiefest. Deres mangfoldige og tætpakkede program bryster sig særligt af Benal og føromtalte MORTEN, en af Danmarks største dj’s, der siden sit navneskifte fra Morten Breum har taget skridtet fra mikserpulten frem mod scenekantens stjernestøv. Med sit udgangspunkt i verdensklasses elektronisk dansemusik er den aarhusianske kunstner kendt for at lægge festivaler ned – og Generator bliver ingen undtagelse, når han lørdag aften vil tænde op under de studerendes dansesko. Han er særligt kendt for kæmpehitsene "I Like It", ”Everytime You Look At Me”(med Sisse Marie), ”Domestic” og den famøse kickstarter ”Højere Vildere” (med Rune RK).

Morten udtaler selv til Generator om sin kommende performance: ”Jeg glæder mig helt vildt til at være tilbage i Odense og spille til Generator. Det har været den vildeste fest, hver gang jeg har været i byen, og med det program, som Generator har lagt for dagen, for festivalens første år, er jeg helt sikker på, at det bliver endnu en kæmpe succes i Odense”.

LÆS OGSÅ: Provins-dj'en, der blev superstjerne

Festivalens musikpalette er alt i alt ganske farverig. Foruden programmets større navne finder man også interessante up-coming kunstnere, hertil blandt andet den danske dj og producer Faustix, den DR-dokumenterede Pattesutter og hip-hop-artisten Snavs, hvis hits ”Arena”, ”Murda” og ”In The Name Of Love” har høstet op imod en halv million lytninger på Spotify. Sidstnævnte lukker Mainstage lørdag aften.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA