Nyhed

Peter Sommer og Søren Huss på scenen sammen

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Peter Sommer har inviteret kollegaen Søren Huss med som gæst på sin kommende vinterturné. 

Når Peter Sommer og Tiggerne pakker bandbussen og drager ud på landevejen til vinter 2019 medbringer de kollegaen Søren Huss som special guest. Om det nye spændende samarbejde fortæller Peter Sommer følgende i en pressemeddelelse: 

"Søren Huss er simpelthen The Dude, man vil elske at mødes med i musikken. Han behøver ikke sige ret meget, før man præcist mærker hele hans indre skala. Fandeme sin egen, men altid med lysten til at dele med alle os andre blåtonede melankolikere. Tiggerne og jeg tager imod dette samarbejde med respektfuld kyshånd og glæder os til at høre Søren Huss på vores sange, og måske endnu mere, få lov til at spille med på nogle af hans" 

LÆS OGSÅ: Når kærligheden også gør godt

Publikum kan altså formentlig forvente sange fra både Søren Huss og Peter Sommers imponerende bagkataloger, når de gæster landets største byer. Ved vinterkoncerterne kan publikum se frem til både at se de to musikere hver for sig, men også sammen på scenen, hvor de vil bidrage til hinandens materiale og tilføje sangene nye niveauer. 

Søren Huss udtaler ligeledes i pressemeddelelsen, at han ser frem til kommende tour: "Det var da Peter Sommer i 2008 udgav ”Til Rotterne, til kragerne og til hundene”, at jeg for alvor fik øjnene og ørene op for ham. Jeg blev simpelthen blæst bagover af hans sange og i særdeleshed lyrikken. Jeg var lige begyndt at skrive på dansk og fornemmede hans ubesværede adgang til poesien og det danske sprog, som er få forundt. Og hans mod til at sætte alt på spil i sine sange. Det satte spor i mig, og jeg glæder mig utålmodigt til at dele scene, ord og lyd med Peter og ikke mindst Tiggerne, der er et af landets ypperste livebands"

LÆS OGSÅ: Sangskriveren lægger kriserne bag sig og hylder livet midtvejs

Peter Sommer har i år smidt sit femte soloalbum på gaden Elskede at drømme, Drømmer om at elske, som høstede fem flotte stjerner fra GAFFAs anmelder. Søren Huss' seneste album, Middtlivsvisen, udkom i november 2017 – et rørende og personligt album, som blev belønnet med en Steppeulv-statuette for "Årets Album". Når de to herrer træder op på scenen sammen til vinter, er der lagt op til velskrevne melodier og dybfølte sangtekster. 


Koncertdatoer vinteren 2019:
Fredag d. 1/2 Greve, Portalen
Lørdag d. 2/2 København, DR Koncerthuset, Koncertsalen
Tirsdag d. 5/2 Odense, Odense Koncerthus
Onsdag d. 6/2 Aarhus, Musikhuset Aarhus, Store Sal
Torsdag d. 7/2 Aalborg, Musikkens Hus, Koncertsalen
Fredag d. 8/2 Vejle, Vejle Musikteater
Lørdag d. 9/2 Holstebro, Musikteatret

Billetsalget er netop skudt i gang. 

ANNONCE