Nyhed

R.E.M. er nummer et

Også Rasmus Nøhr og Caroline Henderson ryger ind blandt de ti øverste

R.E.M. har altid haft en solid fanbase i Danmark, og derfor er det vel heller ikke den store overraskelse, at gruppens seneste udspil "Accelerate" ryger direkte ind som nummer et på den officielle albumhitliste.

Gruppen spiller som bekendt i Parken i København 6. september, hvilket giver de mange, der har indkøbt deres seneste opus, masser af tid til at lære at synge med på "Supernatural Superserious" og den kommende single "Hollow Man".

Udgivelsen af "Accelerate" betyder også, at L.O.C. må en tur ned på andenpladsen, hvor han ligger over Amy Winehouse, Duffy og Fede Finn & Funny Boyz, der stik mod al konventionel visdom er i gang med at kravle op ad listen.


Der er ny dansk musik på sjettepladsen, hvor Caroline Henderson ligger med albummet "No. 8". Henderson befinder sig stadig i et jazzet territorium, og i følge GAFFAs anmelder har hun aldrig været bedre.

Helt så mange plader har Rasmus Nøhr ikke bag sig, men mindre kan også gøre det. Nøhr ryger i hvert fald ind på en syvendeplads i denne uge med sit andet album "I Stedet For En Tatovering".

Natasja, Bryan Adams og Danser Med Drenge udgør resten af denne uges top ti, og så skal vi faktisk helt ned til nummer 25 for at finde "Last Night", der er seneste udspil fra Moby.


Han slår lige præcis Gnarls Barkley, der er ny på 26. pladsen med "The Odd Couple". De lander dog i deres første uge begge højere end genudgivelsen af Privates debutalbum, der i den nye version kommer med en ekstra skive med titlen "Private Party", som ryger ind på 33. pladsen.

ANNONCE