x

Celine Dions nye cd farlig for pc’er

Celine Dions nye cd farlig for pc’er

Hvis du har købt Celine Dions nye cd, "A New Day Has Come", så lad være med at spille den i din pc’s cd-drev. Du risikerer, at din computer går ned, og at cd-skuffen sidder fast, skriver nettavisen.no.

Cd’en er beskyttet mod kopiering med systemet Key2Audio, men filteret er så effektivt, at det i værste fald kan få ens pc til at gå i sort, hvis man sætter cd’en i computeren. Cd’en ændrer eller ødelægger dog ikke noget i computeren, men din pc kan få brug for en genstart, og desuden kan cd-skuffen være svær at få ud igen. I de fleste tilfælde vil pc’en dog nøjes med at afvise at indlæse cd’en.

Cd’en er tydeligt mærket med, at den ikke kan spilles i pc’er, men elektronikgiganten Philips, som har udviklet cd-formatet, kræver nu, at pladeselskaberne slet ikke bruger betegnelsen "cd" om plader, der ikke kan afspilles i en pc.

Man fristes næsten til at tro, at problemerne er et bevidst hævnforsøg fra pladebranchen mod piratkopister - men det er en helt anden historie.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA