Vil ikke reklamere for Chirac og Jospin
Den franske house-duo Daft Punk har været centrum i en politisk storm, efter at de har nægtet at lade deres musik bruge i forbindelse med det kommende franske præsidentvalg, skriver nme.com.
Begge spidskandidater, den nuværende konservative præsident Jacques Chirac og hans udfordrer, den socialistiske premierminister Lionel Jospin, har spurgt Daft Punk om lov til at bruge duoens sang "One More Time" i forbindelse med deres respektive kampagner. Daft Punk har dog afvist dette, da de ikke vil have deres musik forbundet med politik.
Alligevel har Chirac brugt sangen ved visse valgmøder, hvilket Daft Punk krævede et stop for, om end de dog ikke lagde sag an. Derpå begyndte Chirac at bruge musik af dance-jazz-konstellationen St. Germain, indtil også de satte en stopper for musikbrugen.
Chirac er nu endt med at bruge musik af den i Frankrig meget populære mainstream-veteran-sanger Johnny Halliday, mens Jospin også holder sig til en etableret pop-rock-sanger, den i Frankrig ligeledes succesfulde Jean Jacques Goldman.
Det franske præsidentvalg forløber over to omgange. Første omgang finder sted 21. april, og anden gang, hvor kun de mest succesfulde fra første omgang går videre, bliver 5. maj.