Nyhed

Svend Brinkmann gæster Nephew på scenen

GAFFA - 35 år i musikkens hus

Nephew inviterer Svend Brinkmann med på scenen som konferencieer til weekendens to arenakoncerter.

Da Nephew tilbage i efteråret 2017 offentliggjorde de første to koncerter efter fire års pause, forsvandt samtlige 30.000 billetter på bare et døgn. Grundet den store efterspørgsel annoncerede bandet yderligere 10 arenakonerter i følgende Aarhus, Odense, Sønderborg, Holstebro, Aalborg, København, Roskilde, Næstved, Esbjerg og Vejle til marts næste år. De første to koncerter – der vil løbe af stablen nu på fredag den 5. oktober i Boxen og lørdag den 6. oktober i Royal Arena – bliver derfor en slags teaser for den forårsturné, der venter.

LÆS OGSÅ: Nephew på arenaturné


Nephew løfter nu sløret for lidt af det indhold, der venter de mange fans til weekendens arenakoncerter – heriblandt den lidt spøjse nyhed om, at psykologiprofessor og bestsellerforfatter Svend Brinkmann vil tage del i underholdningen på scenen. I rollen som konferencier er det Brinkmanns opgave at binde aftenen sammen, hvilket han mener er en overkommelig opgave, da han deler mange tanker med mændene (og kvinden) i bandet:

”Nephew har både bred folkelig appel og tænker dybt over livet. Senest har de taget den gamle sangskat frem og givet den ny lyd. Med Nephew løber tingene ikke bare løbsk ud over kanten, men går i ring. Det er helt i tråd med mine egne tanker: Vi skal gå mere i ring og huske på det, der har været, når vi bevæger os frem. Jeg glæder mig til en aften i selskab med både Nephew og deres store publikum.” 

LÆS OGSÅ: VIDEO: Nephew spiller live på toppen af kunstmuseet Aros


Brinkmann er professor i almenpsykologi og kvalitative metoder og blev i almenheden kendt i 2014 for sin bog Stå fast, hvori han gør op med den udviklingstvang, som han føler præger vores kultur i en negativ retning. Siden da er efterfølgerne Ståsteder fra 2016 og senest Gå glip fra 2017 blevet revet ned fra hylderne i boghandlere landet over.

Det er dog ikke kun med hovedet i bøgerne, man finder Brinkmann, der også er blevet en populær debattør og taler. Blandt andet har han medvirket i radioprogrammet "Netværket på P1" fra 2009-2016 samt været vært på DRK-programmet "Lev Stærkt". Den 42-årige professor må derfor siges at have en vis vanthed i forhold til at stå foran et publikum – hvordan han gør det i arenaernes enorme sale, bliver spændende at se.

ANNONCE