x

Newbees Festival står for døren med et solidt program

Newbees Festival står for døren med et solidt program

Studenterhus Aarhus slår atter dørene op for et brag af en festival, når Newbees løber af stablen for 11. gang i dag og i morgen (den 4. og 5. oktober). 

Traditionen tro præsenterer Newbees med støtte fra Aarhus Kommune morgendagens musikstjerner i form af et to dages program bestående af 10 lovende danske artister. 

Med en meterbred genre-pensel præsenterer Newbees igen i år en bred vifte af musikalske stile, hvor formålet som altid er at skabe en divers musikfestival, som studerende kan betale sig fra, fortæller producent og programlægger Heidi Nannberg. 

LÆS OGSÅ: Bisse slår sig sammen med symfoniorkester

Newbees Festival er en platform for det musikalske vækstlag i Aarhus og resten af Danmark og sikrer, at der er mulighed for at præsentere en bred musikalsk genre-palette for byens studerende, siger Heidi Nannberg.

Newbees er hvert år en glimrende rugekasse for upcoming bands, og set i bakspejlet har festivalen været med til at præsentere en perleparade af artister som The Minds of 99, Wafande, Ulige Numre, Karl William, Chinah og mange flere. 

Festivalen skydes i år i gang med kvalitetsspækket r&b, når LOLA som den første indtager scenen i Stakladen torsdag klokken 20. En lignende repræsentant for r&b-genren er Rusíka, mens SamzaraSilque og Zar Paulo dækker den alternative rockgenre. Programmet indeholder også hiphop og urban med MontiGwænno og JJ Paulo i front, The Bowdashes leverer en rå punket lydside, mens Schwarze Fiktion sørger for de elektroniske beats. 

LÆS OGSÅ: JADA trækker stikket for en stund

Arrangementet løber af stablen i Stakladen torsdag og fredag klokken 19. 
Billetsalget er i gang – entré er gratis for medlemmer af Studenterhus Aarhus. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA