Nyhed

Martin indspiller debutpladen

Martin fra X Factor er i studiet med Remee og Thomas Troelsen

For 10 dage siden blev publikumsfavoritten Martins første single, "The 1" den hurtigst sælgende single på downloadcharten. Den rundede 15.000 downloads og solgte platin. Siden er det tal steget til 22.000.

For tiden kan man følge Martin på hans hjemmeside, hvor der jævnligt er opdateringer og videodagbøger. I den seneste kan man følge Martin under indspilningen af hele albummet i Delta Lab sammen med Danmarks fineste af slagsen, producerne Remee og Thomas Troelsen, der har adskillige hits i ind- og udland på samvittigheden.

I videodagbogen kan man ligeledes smuglytte til en af sangene på albummet, og Remee fortæller (igen) om, hvorfor han synes, at Martin er noget helt særligt.


Den 15-årige Martin Hedegaard fra Ørum vandt X Factor foran rekordmange seere. Siden har medierne fulgt ham tæt, og Martin var blandt andet også hovedpersonen i GAFFAs aprilsnar, hvor Martin angiveligt skulle have sunget Stevie Wonder- og Sound Of Seduction-numre. Denne gang skulle den altså være rigtig nok.

En del af præmien fra X Factor var netop en pladekontrakt. Desuden har Martin fået en stor live-erfaring fra showet, der gerne skulle hæve hans status til andet og mere end en tv-show-døgnflue.

I øvrigt oplyses, at den engelske X Factor-vinder Leona Lewis for tiden er ved at slå flere salgsrekorder i USA.


 

Martins side

ANNONCE