Nyhed

Eik Octobre ude med efterårsvenlig EP

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Den danske komponist Eik Octobre er netop aktuel med sin nye EP, der indeholder fem moderne klassiske værker som skræddersyet til årstiden.

Med stemningsfulde og melankolske klaverkompositioner akkompagneret af strygere leverer den danske komponist Eik Octobre det perfekte soundtrack til efterårets kølige overtag med sin EP This is How it Feels Now.

På EP’en fremfører den danske komponist sine moderne klassiske kompositioner med en nærhed og intensitet, som vi kender det fra vores tids mest prominente navne inden for genren, der tæller blandt andet Nils Frahm og Ólafur Arnalds. Det moderne take på den klassiske genre er desuden medvirkende til, at man ikke behøver at være særligt velbevandret inde for denne type musik for at kunne nyde Eik Octobres 5 skæringer lange EP i fulde drag. Alle fem numre er nogle Eik Octobre har skrevet gennem det sidste års tid.  


”For mig er det at skrive musik aldrig rigtigt med vilje, men når jeg sætter mig ved et klaver, opstår der intuitivt en skabertrang. Således er denne håndfuld numre et udpluk, af hvad der er opstået i løbet af det sidste års tid”. Således beskriver 27-årige Emil Skovsgaard Christensen, der gemmer sig bag aliaset Eik Octobre, sin motivation og inspiration for at skrive EP’en.

Du kan lytte til hele EP’en lige her: 


Emil tog klaveret til sig i 12-årsalderen, og hans musikalske uddannelse kommer både fra de konventionelle musikskoler med fokus på teknik og teori, samt de mere kreative akademier med fokus på komposition, kunst og personligt udtryk. Begge baggrunde formår at komme til udtryk på This is How it Feels Now, hvorfra vi allerede har stiftet bekendtskab med singlerne Everyone Goes to This Place, Piece for the Quiet samt den smukke Tað eg var med færøsk vokal leveret af sangerinden Lea Kampmann. Sidstnævnte er dermed også det eneste nummer på EP’en med vokal.

”Min musik er jo primært instrumental, og jeg kan bruge den til at udtrykke mine følelser uden at skulle tænke over formuleringer. De vanskeligste følelser er også vanskelige at sætte ord på, men jeg oplever, at instrumentalmusikken er et godt redskab til formidlingen og flugten fra disse”.

Skulle man være interesseret i at høre mere til Eik Octobre, kan man opleve ham live på Apollo Bar i København, når han både den 26. og 27. oktober holder release-koncert.


Læs mere om blandt andet koncerten ved at besøge Eik Octobre på Facebook eller Instagram.


Facebook: https://www.facebook.com/eikoctobre/

Instagram: https://www.instagram.com/eikoctobre/


ANNONCE