Nyhed

Beatday er tilbage

Med flere bands, flere scener og flere dage opfølges sidste års koncertsucces

Sidste år løste over 6.000 personer billet til første udgave af Beatday, der i et for sommeren sjældent godt (tør)vejr bød på navne som Mew, Kashmir, The Raveonettes, Trentemøller, Mikael Simpson, Jens Unmack og Oh No Ono.

I alt over ti timers musik live på to scener blev det til, og presse såvel som publikum krævede, at Beatday blev en fast tradition.

Danmarks Radios P3 sendte fra Beatday hele dagen og sluttede med at sende Mews afslutningskoncert live. I et interview på P3 lovede arrangørerne allerede på dagen, at planen var at fortsætte Beatday.


Beatday08 falder i år lørdag den 9. og søndag den 10. august. Til lejligheden har Københavns havn venligst udlånt et område på Nordhavnen - et område, der støder op til ”Docken”, som med deres store sal, cafe og strandbar bliver en integreret del af Beatday.

Der bliver således tre scener: To udendørs og én indendørs.

I alt 18 bands vil spille på de tre scener og følgende navne er bekræftet:


SIGUR ROS (isl) – lørdag (nyt album 30. juni)
MERCURY REV (usa) – lørdag (nyt album i efteråret)
AMY MACDONALD (uk) - søndag
GUILLEMOTS (uk) – lørdag (nyt album ”Red” 5. maj)
KISSAWAY TRAIL (dk) - lørdag
TINA DICKOW - søndag
AURA (billedet) - søndag
THOMAS BUTTENSCHØN – søndag

Flere navne – danske som udenlandske – vil blive offentliggjort løbende i de næste par uger. Lørdag bydes der desuden på Beatday Afterparty, hvor blandt andet Lulu Rouge og dj's vil sørge for den musikalske underholdning.

Arrangørerne kalder Beatday er et "forsøg på at give hovedstaden et nyt musikalsk pejlemærke, en sommerscene hvor vi kan mødes omkring god musik i Tidens Toneklang, iskolde drikkevarer og god mad".

Det er ambitionen at sammensætte et musikalsk program, der tager pulsen på den helt aktuelle musikscene, inden- såvel som udenrigs.


BILLETSALG:
Der kan udelukkende købes billet via www.gaffabilet.dk (samt i GAFFAs butik i Århus).

I forsalg sælges såvel 1 dags billetter som 2-dags billetter.
Billetsalget starter 2. maj og frem til 1. juni vil der kunne købes billetter til særpris:

LØRDAG: 1-dags intropris 350,00
SØNDAG: 1-dags intrropris 275,00
2-DAGS BILLET: Intropris 600,00
Herefter stiger billetprisen til 375,00 (LØRDAG), 300,00 (SØNDAG) og 650,00 (2-dags).


Ved indgangen sælges udelukkende 1 dags billetter: 400,00 (LØRDAG) og 325,00 (SØNDAG).

Billet til Afterparty lørdag koster 100,00 og vil kunne købes såvel i forsalg som ved indgangen. Der er kun et stærkt begrænset antal billetter til denne fest
Alle priser er eksklusive gebyr.


Køb billet

ANNONCE