Nyhed

KOMMENTAR: Derfor er Tool et vanvittigt scoop for Copenhell

GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste

Copenhell har netop offentliggjort megabandet Tool som et af næste års hovednavne, og det må siges at være noget af et scoop – af flere årsager.

Først og fremmest af den simple grund, at Tool ganske enkelt er et fremragende band. Og en gruppe, som har deres helt egen placering på metalscenen med deres både tunge, melodiske, progressive og eksperimenterende musik, hvor man aldrig helt kan forudse, hvad der sker efter næste takt i sangene, der ofte varer fem-ti minutter, langt hinsides den velkendte vers-omkvæd-struktur.

LÆS OGSÅ: Copenhell har booket publikums mest efterspurgte band


Dernæst fordi Tool ikke ligefrem har spillet Danmark tyndt. Til sommer er det hele 13 år siden, de var her sidst, hvor de gav en forrygende koncert på Roskilde Festival. Dengang havde de lige udgivet 10,000 Days men de har forsikret, at der kommer et nyt album næste år, og vi tror dem, når de nu har linet en turné op. Og venter i spænding.

Og endelig fordi man må formode, at der har været kamp om Tool. Forsanger Maynard James Keenan er også sanger i A Perfect Circle og Puscifer, som begge har spillet på NorthSide i henholdsvis 2018 og 2016, men det var altså Copenhell, der løb med deres underskrift. Talsmand John Fogde fortæller dog, at bandet for nogen tid siden fortalte NorthSide, at de ikke var disponible under NorthSide, da de skulle spille til Rock am Ring i Tyskland samme weekend og ikke kunne nå til Danmark.

LÆS OGSÅ: Første album siden 2006: Nyt Tool-album i 2019


Hvad angår Roskilde siger musikchef Anders Wahrén følgende til GAFFA:

– Tool er et fantastisk live-navn, som vi jo har haft fornøjelsen af at præsentere på Orange Scene to gange allerede. Men vi har længe vidst, at det ikke blev muligt igen i 2019, da de afslutter deres europæiske turné lige før Roskilde Festival. Så det må blive en anden god gang.

GAFFAs skribent Simon Nielsen er stor Tool-fan og har følgende kommentarer til bookingen af hovednavnet: 


– Tool er det absolut ypperste inden for metal, fordi de ikke gør noget for at please deres publikum. Det er enormt kompliceret, men samtidig tilgængeligt, fordi de formår at kombinere nogle musikalske formler med temaer, der går langt ud over musikken. Og så er Maynard James Keenan bare en original, der ikke er bange for at svine journalister og sine fans. Det er i sig selv ret imponerende, at man kan være lidt en nar, og samtidig være elsket af alle.
 
 
– Og så er det i øvrigt også en cementering af Copenhells reelle connection til sit publikum, da de booker det band, der går uden om alverdens genrekonventioner og likeability og ikke direkte er garant for en fest – ligesom for eksempel Slipknot, Rob Zombie eller Alice Cooper og Ozzy Osbourne er det. Tool har potentiale til at dele vandene, og gør det måske også, for det er ikke fadølsmetal. Det er fucking kunst!
ANNONCE