Kim Larsen hitter fortsat på hitlisten – som byder velkommen til Medina

Kim Larsen hitter fortsat på hitlisten – som byder velkommen til Medina

De officielle dansk hitlister viser denne uge, at danskerne fortsat mindes afdøde Kim Larsen. Samtidig byder listen velkommen til både Medina og Lukas Graham. 

Ugens albumliste prydes atter af nationalskjalden, dog i væsentlig mindre grad end sidste uge. I sidste uge stammede ni af pladserne i top 10 fra enten Kim Larsen eller Gasolin' – denne uge er det tre albums og i alt 10 albums i hele top 40. Førstepladsen går dog atter til Larsen med Midt Om Natten, for anden uge i streg. En plads længere nede finder vi igen Kim Larsen med Forklædt som Voksen.

Tredjepladsen går til Post Malone med Beerbongs & Bentleys. Albumlisten byder også velkommen til en række nye albums, herunder housegruppens Ude af Kontrols Under Al Kritik på fjerdepladsen samt Medinas nyeste album Grim, som stryger ind på femtepladsen. 

LÆS OGSÅ: Sådan har GAFFA anmeldt Kim Larsens albums (1992-2017)

Lukas Graham er ikke et uvant navn, når man snakker hitlister og førstepladser. For sjette uge i træk er det "Love Someone", der indtager førstepladsen. Herefter følger Lukas Grahams nye og melankolske "Not A Damn Thing Changed". Tredjepladsen går til sommerhittet "Shotgun" af George Ezra

Man skal helt ned på 23. pladsen på ugens trackliste, før man finder det første Larsen-nummer – "Midt om Natten" – og tre pladser længere nede finder vi "Papirsklip". 

LÆS OGSÅ: Lukas Graham mindes afdød ven i ny sang og video

Vinyllisten viser, at hvert fjerde navn er Kim Larsen – hele 10 album i Vinyl Top 40 stammer fra enten Kim Larsen eller Gasolin', hvilket også var tilfældet på albumlisten. Førstepladsen går dog ikke denne gang til Larsen – her finder vi i stedet Speaker Bite Mes nyeste album Future Plans - som fik fuldt hus af GAFFAs anmelder. Læs hele anmeldelsen lige her. 

Andenpladsen går til Kurt Vile med Bottle It In – og tredjepladsen til System Of A Downs 2001-album Toxicity.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA