Nyhed

Kind of Girl indtog London

Vind i sejlene for debuterende danske Kind of Girl

Kind Of Girl er et nyt navn på den danske musikscene, dækkende over fire unge danskere, der sammen laver musik, som trækker på så forskellige referencer som Tori Amos, U2, Garbage og Rockazino.

Netop nu, i april 2008, er Kind Of Girl mere end nogensinde på vej: Et debutalbum er på trapperne, en godt fyldt koncertkalender og airplay på mere end 200 radiostationer fra Californien til Tyskland via Peru og Dubai. P3 er herhjemme gået i spidsen og har roteret bandets foreløbig to singler, "Slave To Your Charms" og "Someone You Replaced" flittigt, og deres sange er foreløbig blevet downloadet hele 2,2 mio gange. Debutalbummet fra Kind Of Girl, "Lonely In A Modern Way", udkommer i England i august og i Danmark i september.

I sidste uge indtog det fremadstormende band scenen på The Dublin Castle i London, og indledte hermed en hel lille intens koncertrække i den engelske hovedstad.


Kind Of Girl har endnu ikke udgivet deres debut-album, men er allerede ved at bygge et navn op i udlandet.

Og selvtilliden fejler da heller ikke noget. I en udtalelse hedder det eksempelvis: "Der går ikke en uge i vores lille kongerige, uden et nyt band stikker snuden frem i den ubarmhjertige kamp om opmærksomhed. Til gengæld er der langt imellem, at et nyt orkester fra første færd har vaskeægte hits i ærmet. Og endnu sjældnere er det, at denne kombination af radiohits og vækstlag går hånd i hånd med kredibilitet og musikalsk ærlighed. Et sådant navn er Kind Of Girl. Første gang man hørte første single, "Slave To Your Charms", vidste man, at dette var en af de sjældne jokere, som med de rigtige samarbejdspartnere på det rigtige tidspunkt ville kunne indtage verden".

Og i sidste uge galdt det altså London, hvor Kind Of Girl gav tre koncerter. Den 16. april på The Dublin Castle - et af de vigtige steder for upcoming navne, hvor blandt andre Arctic Monkeys har trådt deres musikalske barnesko, den 17. april på The Miller ved London Bridge og den 20. april på The Spice Of Life, hvor blandt andre Bob Dylan tidligere har givet koncert.

Fra Kind Of Girl’s manager, Jesper Sø, lyder det: ”Bandet er tændte. Vi står over for en koncertrække i London, der er kommet i stand gennem vores engelske manager, og vi glæder os . Vi ved, at der kommer vigtige kontakter, bl.a. folk fra BBC. Og så har vi netop i dag lukket en aftale med Englands største distributionsselskab, Nova/Pinnacle, omkring udgivelsen af vores debutalbum i UK senere i år.”


Og de unge danskere gjorde da tilsyneladende også et godt indtryk i England, idet de blev hyret til nok et par koncerter, henholdsvis endnu en aften på The Miller, foruden et show på San Moritz.

Besøg gruppens MySpace-profil


ANNONCE