Nyhed

Prince spiller Radiohead-cover

Flere kunstnere luftede nyt materiale, og Prince gav et overraskende covernummer på weekendens Coachella-festival

Umiddelbart synes Radioheads hit "Creep" milevidt fra Princes funky fornemmelser, men ikke desto mindre valgte Prince (billedet) at spille netop dette nummer ved sin koncert på den just overståede amerikanske Coachella-festival.

Og skal man tro NME, var der meget andet interessant på spil i løbet af festivalens tre dage. Eksempelvis gav Portishead sin første amerikanske koncert i ti år, mens både The Verve og Kate Nash spillede nyt materiale, inden festivalen lukkede iaftes med Roger Waters' opførelse af "Dark Side of the Moon".

Kate Nash, der gav koncert i bagende hede lørdag, spillede blandt andet en usædvanlig rocket udgave af "Pumpkin Soup", og på et unavngivent, nyt nummer spillede hun sågar elektrisk guitar. Sangerinden gav således stof til rygterne om deciderede punkede anslag på en kommende plade, som GAFFA kunne berette om i sidste uge.


Også de tyske elektronica-pionerer Kraftwerk, som senest besøgte festivalen i 2004, gav en spektakulær koncert, hvorunder både Aerosmiths Steven Tyler og David Hasselhoff (!) kunne spottes blandt publikum.

The Verve, med Richard Ashcroft i front, var på scenen søndag aften, hvor de foruden at dedikere hittet "Bittersweet Symphony" til den afdøde, excentriske amerikanske forfatter Hunter S. Thompson, gav et helt nyt nummer - angiveligt i 90'er-dance-stil.

"De fleste gendannede bands laver ikke ny musik, men det er alt, hvad det her band handler om, proklamerede forsangeren inden premieren på det nye nummer.


ANNONCE