Nyhed

VIDEO: Den virale sensation Calum Scott hylder selvværd

GAFFA - 35 år i musikkens tjenste

Calum Scott er klar med videoen til singlen "No Matter What" – og det er en følsom én af slagsen.
 
Vi husker vel alle den ondskabsfulde første-vælger-leg tilbage i skolegården, der efterlod klassens mest upopulære person i stikken. Mobning i sin rendyrkede form. I sin nye video skildrer Calum Scott præcis den ensomme følelse. Følelsen af, at være den, der står tilbage – i dette tilfælde på grund af seksuel orientering. 
 
 
Scott har tidligere fortalt, hvordan han i teenageårene havde kvaler med at springe ud som homoseksuel. Derfor er det heller ikke nogen hemmelighed, at det nye nummer stikker dybt ind i hans personlige liv:
 
– Det er uden tvivl den mest personlige sang, jeg nogensinde har skrevet, og jeg er så stolt af det. Det er en sang, som er skabt ud af ensomhed og et knust hjerte, og så hele min historie om at springe ud, fortæller han.
 
Sangen er ment som et skulderklap til alle, der tør være sig selv – og som et forstående nik, til alle dem, der endnu ikke gør. Den råder til at finde omsorg i de nærmeste, når tingene bliver for svære.
 
Den bløde singer/songwriter udgav tidligere i år debutalbummet Only Human, der hurtigt solgte mere end 1,5 millioner eksemplarer. Den 30. november smider han en speciel edition af pladen.
 
Man fik første gang øje for Calum Scott, da han optrådte i det Britian’s Got Talent, hvor han imponerede dommerne med et cover af "Dancing On My Own", som blev en viral sensation. I dag har den over 1,5 milliarder streams på verdensplan.
ANNONCE